Artikel fra Hanne Svendsen
Af: Hanne Svendsen
Artikel fra Hundeposten 10. januar 2011
DA BENET SAGDE KNÆK
Jeg vidste det jo godt. Sne kan få selv de roligste hunde til at springe som køer, der kommer på græs 18. april.
Det var lørdag den 20. november og klokken var lidt i 9.00. Vanen tro var vi en flok hundeejere, der håbede på, at vores 4-benede ville forbrænde noget krudt, inden undervisningen skulle starte. Henrik og jeg var midt i en snak om, hvad han kunne gøre for at få Donna til spise sin mad, da to store hvalpe – en Golden Retriever og en Rottweiler - kom stormende uden at have syn for andre end hinanden. Pludselig stoppede de. Ikke af sig selv men fordi mit venstre knæ kom i vejen for dem. Jeg skal undlade at beskrive den lyd, der kom ud af knæet, og egentlig fortrængte jeg den, men de omkringstående kunne berette om den.
Mens jeg sad i sneen og sundede mig kom fornægtelsen. ”Det er nok kun slaget. Jeg skal bare lige sunde mig lidt, og så er jeg klar igen”. Jeg kom op at stå, og kunne med det samme konstatere, at det nok ikke var helt normalt, at benet skulle føles så underligt ustabilt.
En tur på skadestuen og under røntgen gav mig syn for sagen. Øverste hjørne af skinnebensknoglen var flækket og sad knap 1 cm længere nede end det skulle. For de latin kyndige var der tale om en lateral tibia kondylfraktur med depression af ledfladen. Så er det på plads! Benet kom i gips fra fodsål til midt på låret og udstyret med krykker fik jeg besked på, at jeg ville blive ringet op, når kirurgerne havde haft bl.a. mit skønfoto op på en konference dagen efter. Til de af jer der ikke har prøvet at gå med krykker: DET ER IKKE SÅ NEMT, SOM DET SER UD TIL! Men mormor armene bliver med tiden kraftigt reduceret.
Konklusionen på konferencen blev en operation, fordi – og her citerer jeg flere af hinanden uafhængige ansatte på Herlev Hospital – jeg jo var ung og derfor skulle bevare min førlighed. 4 skruer og en skinne i knoglen, en don-joy og instruktioner fra en fysioterapeut rigere blev jeg sendt hjem fra hospitalet den 25. november.
Jeg skal ikke trætte jer med en beretning om, hvad jeg fik tiden til at gå med efter jeg kom hjem, for det var nemlig ikke det helt vilde. Jeg måtte kun ”skyggestøtte” på venstre ben, hvilket betød, at jeg måtte sætte foden i jorden, som var der et friskt æg mellem gulv og fod.
Her er det vist på sin plads at nævne, at Kim på sit CV kan tilføje, at han har udviklet kompetencer indenfor hjemmehjælp. Han har været en fantastisk støtte for mig, selv om jeg har ham mistænkt for at synes, at weekenderne har været meget lange. Han har i al fald ikke lignet én, der var ked af at tage på arbejde mandag morgen…
Torsdag den 23/12 var en skelsættende dag. Jeg skulle til kontrol røntgen, til en samtale med Poul Einar Jensen (overlægen der havde opereret mig) og til sidst skulle jeg runde fysioterapeuten for at få flere øvelser med hjem. Skruerne sad som de skulle, så jeg måtte begynde at støtte på benet. ENDELIG! Fysioterapeuten var meget tilfreds med mit hjemmearbejde, som jeg havde udført til punkt og prikke. Min største frygt var/er at ende med et knæ, der kun kan bruges 80 %, så jeg havde ikke sprunget over én dag.
Jeg tog hjem fuld af selvtillid, for nu skulle jeg bare i gang. Når et ben ikke har været brugt synderlig meget i 4 uger, så er det som om, at samtlige muskler er gået i dvale. ”DET ER LØGN” skreg de, da jeg begyndte at vække dem til live. At få en snert af balance tilbage i benet er stadig noget, jeg arbejder hårdt med. Det er som om, at alle nervebaner op til hjernen har fået en ctrl-alt-delete, men det er helt normalt, siger min fysioterapeut.
Tirsdag i denne uge startede jeg genoptræning på Damgårdsparken i Stenløse. For at imødekomme eventuelle lystige kommentarer om, at Damgårdsparken er et plejecenter
så kan jeg bekræfte, at jeg bliver hentet i en ”Handicap-Befordring” minibus sammen med et udvalg af kommunens pensionister. Men efter at have været buret inde i det meste af 4 uger, er det vidunderligt at komme ud blandt andre mennesker.
Jeg begynder at kunne se lys for enden af tunnelen. Jeg har fået en påmindelse om, at det er farligt at leve, og at der meget hurtigt kan ske noget, som ændrer hele tilværelsen for os. Og der er én ting, jeg aldrig vil glemme:
HUSK AT STÅ MED LET BØJEDE BEN NÅR DER ER HUNDE I NÆRHEDEN!
Jeg vil afslutningsvis gerne genopfriske hundeklubbens regel om, at man skal holde øje med sin hund, når den er løs. Jeg venter stadig på at høre fra ejerne af de to hunde, som fældede mig.
GODT NYTÅR!
Hanne Svendsen
10.01.2011