Indlæg fra Hundeposten den 10. januar 2011
Sikken en december.
Jeg vil lige fortælle om Kiivah og hendes sygdomsforløb.
I sommerferien var Kiivah og jeg ude og løbe i skoven oppe i Sverige hvor vi har sommerhus.
Hun løb uden snor som hun plejer og jeg kiggede ikke efter hende da hun plejer at løbe ind i skoven, for at kommer ud til mig igen efter kort tid. Det gjorde hun også denne morgen og da vi var på vej hjem for at få morgenmad synes jeg hun haltede lidt på det venstre forben. Jeg tjekkede hendes trædepuder, men kunne ikke se noget galt.
Da vi kom hjem, gjorde vi klar til morgenmad og pludselig så jeg at Kiivah kun støttede på tre ben og da jeg kiggede nærmere efter opdagede jeg en stor hævelse på benet. Min første tanke var at hun var blevet stukket at et insekt eller havde trådt forkert i skoven eller noget i den stil og jeg gik i gang med at finde køleelementer og et gammelt håndklæde frem.
I løbet af et par timers hvile med køling på, faldt hævelsen og jeg tog det mere roligt og dagen efter var det næsten væk.
Da vi kom hjem efter ferien gik vi til vores dyrlæge og han kunne ikke se noget galt andet end en lille hævelse og mente også at det kunne være et insekt eller et traume. Kiivah fik noget vanddrivende og blev sendt hjem. Derefter troede vi at hun var rask, men sådan skulle det ikke være. Efter en måned var der stadig hævelse på benet og vi blev enige om i samråd med dyrlægen at få hende røntgenfotograferet. Billederne viste de fineste albuer som dyrlægen længe havde set…..så der var ikke noget galt med knoglerne. En tid til scanning blev aftalt og så fik vi den kedelige meddelelse at Kiivah havde en dybtliggende mastcelle tumor. Dyrlægerne vurderede den til en grad 2 tumor, dvs. at den med stor sandsynlighed ikke har spredt sig, men at den skal fjernes.
Knuden var så stor og sad så tæt på muskler at vores egen dyrlæge ikke turde fjerne den selv. De var bange for at Kiivahs brug af benet bagefter ikke ville blive optimalt, så vi blev henvist til landbohøjskolen og fik en tid allerede mandagen efter.
Efter grundig undersøgelse og blodprøver fik jeg tre valgmuligheder:
1. amputation af benet, så ville Kiivah være rask med det samme
2. formindskelse af knude med Prednisolon og derefter operativ fjernelse af knude
3. forsøg med kemoterapi
Vi valgte valgmulighed 2 og Kiivah fik Prednisolon i 14 dage og knuden blev væsentligt mindre. Hun blev afleveret til operation den 29. november. Det blev en større operation og de tog et stykke hud under hendes forben og transplanterede det ned på benet. Kiivah kom hjem om tirsdagen med kæm-pe forbinding på.
Efter en uge fik hun en mindre bandage på og vi skulle selv til at rense sår og massere væske væk fra benet. Sået i hendes armhule gik lidt op og til et af dyrlægebesøgene ville de forsøge at klipse såret sammen med et par agraffer. Kiivah fik noget lokalbedøvende sprøjtet på og fire dyrlægestuderende stod rundt om hende og nussede hende. Jeg er stolt af at sige at Kiivah fik 4 agraffer uden så meget som at løfte et øjenbryn. Hun er en rigtig sej tøs.
Hele december måned har vi været til kontrol hver mandag, onsdag og fredag, så Kiivah er nu et ret kendt hundefjæs inde på landbohøjskolen og hun har en masse venner i både dyrlægestuderende og sygeplejersker der gerne kom forbi for lige at kæle og nusse når vi var til kontrol og bandageskift derinde. Hun har bestemt heller ikke fået dyrlægeskræk…..man får jo masser af kæl og nus og guffer ;o)
Mandag den 3. januar var vi til sidste kontrol på landbohøjskolen og Kiivah er nu helt rask.
Knuden som de fjernede blev sendt til undersøgelse og det viste sig at de havde fået det hele med. Vores bedste julegave har helt klart været at Kiivah nu er rask.
Trine Sørensen