Artikel fra Ole Windfeld om Trille

“Du har fået en stor hund i en lille krop” blev der tit sagt til mig, da jeg for 4 år siden fik Trille.

Jeg havde læst, at en Westie (Terrier) er meget sin egen, men hvad det så betød, vidste jeg ikke rigtig.

At der er stor forskel på hunde, ved de fleste, men måske er der mange der ikke rigtig ved, hvor forskellen ligger ud over deres udseende.

Jeg vil her prøve at beskrive, hvad jeg har lært om min terrier og som sikkert også dækker andre hunderacer der kaldes for “selvstændige” eller stædige hunde.

Fra Trille var hvalp og frem til den næsten var et par år, deltog den i alt uden at være bange for noget, og dette betød at jeg, udover lydighedstræning, også begyndte at gå til agility. I starten gik det rigtig godt. Det var noget nyt og derfor spændende. Trille løb stærkt og tog gerne de forskellige forhindringer. Jeg trænede ret meget, for Trille kunne li´ at løbe sammen med mig og var god til det.

På et tidspunkt sagde Poul, at jeg nok burde træne lidt mindre, da det stadig var en ung hund, men også for at den ikke skulle blive træt at agility. Det sidste var, fordi jeg havde bemærket, at den ikke løb så stærkt mere, samt at det virkede som om den havde tabt lidt af lysten. Efter denne opdagelse gik det stærkt ned af bakke. Trille ville til sidst ikke løbe agility mere, den stod bare og kikkede på mig og kunne ikke lokkes med noget som helst.

Trille gik nu kun til lydighedstræning, men også her opdagede jeg, at der var ved at ske en ændring. Før kunne jeg for eksempel få den til at lægge sig og blive, når jeg gik væk fra den, men dette ændrede sig. Trille begyndte at have det svært ved at blive, når jeg forlod hende, og det blev jeg frustreret over og skældte hende derfor ud, og det var noget jeg ikke havde gjort før, men dette gjorde bare det hele værre. Til sidst forlod jeg holdet, da jeg blev ked af at se den blive mere og mere usikker.

På et tidspunkt deltog jeg i et weekend kursus for agititytrænere fra hele landet. Underviseren var en svensk dame (Maria Hansson), der vist var flere gange verdensmester og som tillige gjorde meget i hundeadfærd.

Tidlig søndag morgen så jeg, at Maria Hansson skulle til at gå en tur med sine hunde, og jeg sprang af sted for at følges med hende. Jeg spurgte hende om, hvad der mon var årsag til Trilles ændrede adfærd. Maria spurgte, hvad det var for en race, og da hun hørte, at det var en terrier, sagde hun, at jeg havde en hund, der kun gjorde hvad den selv havde lyst til, så min opgave bestod i, at få Trille til at synes, at agility var det sjoveste i hele verden, samt at jeg skulle starte helt forfra med agility.

Hvordan det skulle ske var så min opgave…..

Dette var noget af en opgave, og jeg tænkte virkelig over, hvordan jeg skulle komme videre. Det skal lige bemærkes, at Trille i samme periode var blevet bidt af en anden hund, men jeg kunne ikke mærke nogen forskel i dagligdagen, indtil jeg kom i tanke om problemerne til lydighedstræningen.

Jeg fandt ud af, at jeg måtte starte helt forfra både med lydighed og med agility. Hjemme satte jeg et enkelt spring op, som jeg så på forskellig måde fik Trille til at springe over, hvorefter jeg roste så vandet drev. Jeg kom også til at tænke på, at en Westie er ”født” til at fange mus og rotter, og denne viden måtte da kunne bruges. Jeg fandt et gammelt stykke tovværk, som Trille var vild med, når det blev kastet. Langsomt har jeg så bygget flere og flere forhindringer på forløbet, og det går stadig fremad, langsomt men fremad og hver gang med “tovmusen” til slut.

I dag bruger jeg stadig dette gamle stykke tov, og Trille er stadig helt vild i varmen efter at indhente “tovmusen”, når den ser det. Dette tovværk kommer nu kun frem, når vi er til agititytræning.

Omkring mine problemer til lydighedstræning, så går det også her fint fremad. Jeg trænede hjemme med simple “sit, dæk og bliv”-øvelser. Jeg skældte ikke min hund ud, selv om den skulle finde på at gøre noget, som ikke var meningen, men jeg talte meget til den og roste hele tiden. Godbidderne blev brugt i store mænger, og alt dette virker beroligende på Trille, så nu er vi “på hold” igen.

Jeg vil gerne slutte med, at vi alle en gang i mellem måske bør tænke på, at det er en hund og ikke et menneske. Det er ikke det samme, der skal ske. Nogle hunde nærmest venter på at få besked på at løbe, hente bolde eller andet, og andre hunde skal først overbevises om, at det kan “betale sig”.

Nogle hunde lærer hurtigt nye ting, andre er længere om det, og der skal måske bruges helt andre metoder end det de andre, du er på hold med, bruger.

Lyt til din hund. Det er måske dig, der skal lære noget først. Lad det ikke gå dig på, hvis din hund ikke kan det samme som “de andre”.

Sæt dine egne mål i samarbejde med din træner.

Ole Windfeld