Af: Pippi

Jeg bliver nødt til at starte min historie med at fortælle jer, at jeg nu er tæt på de 3 år og startet i en ny skole et nyt sted, Nala og mor siger det er den samme skole, den bare er flyttet, men det tror jeg ikke på, for den er meget bedre, jeg har slet ikke lyst til at stikke af fra timen mere og det er også en helt ny lærer, han hedder Kim og det er derfor, at jeg nu selv kan skrive om turen til Ganløse Eged.

Det var søndag morgen, da vi drog fra Smørum, Nala og jeg hoppede forventningsfuldt ind i vores bil, for vi kunne se der skulle ske noget spændende og så kørte vi af sted, det tog noget tid før vi fandt det, vi måtte ringe til Nina og have hjælp, men endelig blev bagklappen åbnet og så kunne vi se alle de andre skolekammerater og deres mennesker.

Ud af bilen kom vi og så kunne vi se, det var et rigtigt flot snevejr, jubii, det er det sjoveste når jorden er helt hvid og blød, men vi var nødt til at vente til alle var kommet, før vi kunne gå, så sang jeg bare en sang i vente tiden, jeg synger altid en, min mor ikke kan lide, når jeg keder mig, det er så skægt, for så gør hun alt muligt tosset, for at få mig til at tie stille.

Så blev vi delt op i 2 hold, et lyserødt og et mørkerødt og vi fik bånd på, æv det stak, det var helt stift, nåh Nala og jeg kom på det lyserøde og vores bedste carinveninde Trunde røg på det mørkerøde, sådan var det bare, vi havde jo også lige sovet sammen natten før, så skidt med det, bare jeg kom på samme hold som Nala.

Og så endelig skulle vi gå, og så fuld fart frem og derud af, men der er Nala altså dum, for hun skal altid gå sammen med Maria og allerforrest, og Maria løber meget stærkere end min mor, så skal man rende der bagved, jeg hader det, og de gør det hver gang, men heldigvis kunne vi så følges med Nuggi og hun er så sød.

Undervejs skulle vi stoppe og lave øvelser sagde Lis, først skulle vi se, hvem der kunne sidde længst tid, æv at sidde der med måsen i den kolde sne, det skulle de mennesker selv have lov at prøve, men vi var jo nødt til det, det er jo dem der bestemmer, jeg syntes, vi sad der i rigtig lang tid.

Og så igen af sted og stoppe, nu havde Lis fundet på, at vi skulle sidde med en pind i munden, det gider jeg altså ikke, Nala gider heller ikke sådan noget, men der var nogle der var gode til det og det var jo flot, og bagefter skulle vi løbe med pinden i munden, Frede måtte rende rigtig langt, for den labrador han løb med var rigtig dygtig og de løb så hurtig, at vi troede de ville løbe helt til Smørum, hverken Nala eller jeg nåede at se hvem det var, måske var det Rickie, men der fik Frede i hvert fald motion, han var helt forpustet, da han kom tilbage.

Så gik det igen der ud af, det var dejligt at futte igennem alt det sne, og så stoppede vi igen nu skulle vi igen sidde, æv, og denne gang i ekstra lang tid og menneskerne skulle gå 3 skridt væk, hold op det var koldt i måsen, Tinka gad heller ikke, men hun er også kun en lille hvalp, så hun har ikke helt lært, at man ikke må rejse sig før det bliver sagt, men det skal Via nok få hende lært.

Så var vi igen på vej igennem sneen, det var altså et rigtig flot vejr, hvidt over alt og der kom også noget ned fra himlen, det var et rigtigt hundeeventyr, selvom det var koldt, men det gjorde ikke noget, bare man ikke skulle sitte og dække.

Og det skulle vi heldigvis ikke denne gang Lis sagde stop, nu skulle vi apportere og det var vi mange der var gode til, ja okay, der var måske lige Futte, han ville hellere fjolle og Trille ville hellere over til sin far, som fotograferede os, men det er også ekstra svært, når man skal lave øvelser med andre mennesker, det er jo rarest, når man er hos dem, man bedst kan lide.

Og på det allersidste stop, havde Lis gemt det allerbedste og nemmeste i hele verden, vi skulle finde godbidder, der siger jeg bare, lige der vil jeg godt udråbe Nala og jeg til superverdens mestre, vi skulle rende op af en sti og finde godbidder, årh., det er da barnemad, men det var synd for Nuggi for Lis havde ikke godbidder nok, så hun måtte aflevere sine, nej hvor blev hun ked af det, men til gengæld, kan hun godt være med i det der verdensmesterskab, hun er også super god og hurtig.

Og så kom vi tilbage til der, hvor vi havde mødtes og bilerne holdt, der fik menneskerne kaffe og småkager, men hvad med os, ingenting, og jeg tænker stadig på Nuggi, alle hendes godbidder var givet væk og min mor havde slet ikke taget nogen med, typisk, nåh, men det måtte vi jo så finde os i, endelig kom det mørkerøde hold, og så skulle de tælle point sammen og så siger jeg bare: HVEM VAR DET DER VANDT, HE HE, SELVFØLGELIG OS FRA LYSERØD…….

Og så skulle vi stille op til fotografering, de skulle have et billede af VERDENMESTERENE FRA LYSERØD, men stadig ingen godbidder, det er lige til at få hængeøre af………………….

Men det var alligevel en rigtig dejlig tur, vi elsker de skovture og vi skal huske, at sige tusinde tak til dem der bruger tid på at hygge om os, siger min mor, SÅ TUSINDE TAK FRA NALA OG MIG.

Kærlig hilsen

Pippi

30.11.2006