Finn Brogaard
Af: Finn Brogaard
Så vil Ib og jeg kaste os ud i endnu en disciplin i hundeklub regi. Regnede ellers med at agility var den sidste, men Ruth - Pippi og Nala har overbragt stafetten til os på bedste vis. Vi takker og kaster os ud i den næste etape.
Ib og jeg er bosiddende i Måløv. Henholdsvis 55 og godt 2 år. Vi deler hjem med Ofelia, som er huskat på 4 år, med jæger genet i behold. Hun drager ud på jagt hver nat ofte med godt resultat (mus – rotter – og fugle), langt mere end hun selv kan overkomme at fortære, så hver morgen er der fri buffet på terrassen til Ib’s udsøgte fornøjelse.
Gik af helbredsmæssige grunde på pension for efterhånden 10 år siden. Det bevirker, at jeg ofte – tit – og med glæde, er at finde på Smørum Parkvej. De efterhånden 2 år jeg har været med i hundeklubben, har overvejende budt på positive oplevelser – nye bekendtskaber og mere viden om hundeadfærd, så alt i alt et berigende bekendtskab.
I det daglige beskæftiger jeg mig en del med frivilligt arbejde i vor lokale boligafdeling. Et arbejde som af og til næsten kan være fuldtids og dertil så diverse møder kurser etc. Så ind imellem kan selv jeg, som pensionist, føle stress.
Ib’s ankomst i det lille kollektiv var en hurtig rask beslutning. Hendes forgænger, en ældre cairn terrier, var blevet svagelig, og da det jo er så heldigt for dyr, at vi kan vælge for dem, valgte jeg, at hendes sidste år ikke skulle være daglig medicinering og hyppige dyrlægebesøg, begge dele kun øgende i mængde. Derfor valgte jeg, at nu var tiden inde til et liv i ”hundehimlen”.
Har i hele mit voksenliv haft hund, havde ingen forestilling om at der skulle ændres på dette, så i gang på nettet med søgning, efter den udvalgte race, Dværgpincher skulle det være denne gang. Fandt frem til en kennel på Midtsjælland som avlede under hjemlige forhold, og i øvrigt virkede meget seriøse, men desværre ingen kuld før om 1 mdr. og allerede reservation på de forventede hvalpe. Jeg aftalte et besøg, som også var et krav fra kennelens side.
I mellemtiden på nettet igen.
Miraklet skete. Lille Ib sad og ventede på Falster 3 mdr. gammel ikke helt ren i kanten Chi hua hua/Dværgpincher lød mikset. Jeg tog en rask beslutning. Hende skulle det være, så aftalte at hente hende et par dage senere. Ib var selvfølgelig som alle små, …..skal jeg skrive det, eller kender i det selv?…henrivende – bedårende – og skøn med en lille rund mave og de mest varme brune øjne, jeg har set. Hjem gik det til Måløv hvor hjemmet var beredt. Ib var dengang en meget STILLE og ROLIG hund, men desværre var det ikke hendes temperament, men hendes helbred den var gal med. I første omgang mente dyrlægen, at hun blot var en rolig hund.
Dette var desværre ikke tilfældet, så et par dage med intensiv behandling måtte iværksættes, hvorefter den sande Ib kom frem, sprængfyldt med energi – gåpåmod og med en hel verden liggende for sine poter til fri afbenyttelse kun for hende. Det, at dele ud af goderne, ligger ikke til Ib. Skulle nogen prøve at få del i dem, fortæller hun med al tydelighed ”DETTE ER MIT” hold dig væk!!. Vi kan lege, men kun på mine betingelser, og dit medbragte legetøj er mit, så længe vi leger, har du forstået det!!, for ellers kan jeg godt nappe dig lidt!! Til du har forstået.
Som nogen måske har bemærket på hundepladsen, har Ib et stort ego og en opfattelse at være den største – stærkeste hund. Så hun er/har været en kæmpe udfordring. I mine ca. 40 år som hundeejer har jeg aldrig haft en hund med så store krav til mig som hundeejer, ikke kun med motion/lydighed, nej hun vil langt mere. Konstant stimulering af de ”små grå”, hun forstår at sende det klare blik….nu kan du godt tage dig sammen gamle, nu skal vi beskæftige os med hinanden!!.
Her under mit stafetløb, som ikke mig bekendt, er underlagt reklameforbud, vil jeg slå et slag for vore skønne onsdags ture, som er en lise for sjælen i naturoplevelser, og fyldt med en rar fornemmelse af samhørighed på det sociale plan.
Hvor er alle I gæve gutter henne om onsdagen?
Vi savner lidt mandligt islæt. Godt nok er både Åge og jeg glade for vort lille fristed, men vi deler gerne pigerne med jer andre.
Kondien er ikke, hvad den har været, så jeg vil se at få overbragt stafetten til en ny løber. Ib og jeg har drøftet, hvem som skulle have hvervet denne gang, og er blevet enige om, at det kun kan blive ”FUTTE” og hans mor Lizzie. Futte var engang Ib´s kæreste. De sendte lange blikke til hinanden og havde små hemmelige møder. Men svigermor Lizzie valgte at stakkels Futte skulle forblive en dreng, så Futte måtte en tur til dyrlægen og have frataget sin manddom, så nu er Ib og Futte de bedste platoniske venner, med Ib som leder af venskabet.
Mange hilsener til hunde/men-neskevenner og ”pøj pøj” med etapen til Futte og Lizzie.
Finn og lille Ib
24.08.2007