Malene Andersen
Af: Malene Andersen
August 2008
Hej, mit navn er Malene Andersen. Jeg er 13 år.
Juni 2005 skulle vi (mig og min storesøster) ud at spise med min mor og far. Sagde de i hvert fald, men da vi drejede ned ad en villavej, vidste min søster og jeg godt, hvad der ventede os.
Vi havde længe plaget om, at få en hund. Vi begyndte at hviske til hinanden om, at her kunne der da ikke ligge nogen restaurant.
Vi begyndte at lave tegn til hinanden om, at vi nok skulle ud at kigge på en hund.
Vi kørte længere ned ad vejen og så pludselig en minibus, hvor på der stod ”Kennel Brigo”. Da vi så det, vidste vi med sikkerhed, at den var hjemme. Min far, som styrede rattet, kørte forbi huset, hvor bussen stod. Min søster og jeg vidste, at han bare drillede.
Vi stoppede ved huset og steg ud. Vi kunne høre en masse hunde gø. Jeg hoppede op og sagde: ”Jaaah, vi skal ind at kigge på hund, skal vi ikke?”
Min mor og far smilede bare til mig.
Tre dage efter havde vi fået en dejlig Shetland Sheepdog, ved navn Brigo-Hu-Hei-Heisa. Kaldet Heisa.
Vi startede hurtigt til lydighed og hvalpemotivation i agility, da hun allerede var 4 mdr. da vi fik hende.
Det er nu ca. 3 år siden, og vi har i den tid haft rigtig mange gode oplevelser i Ledøje-Smørum Hundeklub.
Min mor snupper lydigheden (jeg afløser en gang imellem), og jeg selv tager agility, som jeg synes er sjovest.
Her i efteråret var jeg til mit første stævne. Jeg blev desværre dis-ket i både spring og agility. Men tålmodighed og øvelse gør mester. Jeg har nogle rigtig gode trænere, som hjælper mig meget med at forbedre mine fejl.
Heisa og jeg har nu vundet 3 tredje pladser. 3 anden pladser og 2 førstepladser. Vi håber da på, at vi kan vinde mange flere i fremtiden.
Det, der gør det sjovt at være til stævner med klubben, er at vi går op i det. Men ikke så meget, så vi ikke kan have det sjovt. Vi griner og hygger os rigtig meget.
Jeg er nu begyndt på, at plage min mor og far om at få endnu en hund, som jeg kan træne op til agility.
Det kommer nok aldrig til at ske desværre, men man kan jo altid håbe.
Stafetten giver jeg videre til Lena og Bibi.
Malene
26.08.2008