Marianne Sguazzino
Af: Marianne Sguazzino
Juni 2008
Hej, mit navn er Marianne og jeg er 37 år gammel og mor til Sandra og Celina.
Jeg er opvokset med hunde og har en bror, hvis hele liv handler om hunde.
Så det var hårdt, da jeg som 18 årig blev multiallergiker og fik astma og fik at vide af min læge, at jeg skulle flytte hjemmefra, så jeg kunne komme væk fra den Samojede, vi havde på det tidspunkt.
Jeg har siden levet i mange år uden dyr. Turde kun have guldfisk i haven og så prøvede jeg lige med et kæmpe stort saltvands akvarium, men det måtte jeg også opgive, da det gav mig problemer med min astma, på grund af alt det vand der fordampede.
Så fik jeg børn og koncentrerede mig om det i en årrække, men børn bliver jo større og begynder at snakke, og mine børn er ikke så meget anderledes en andres… de begyndte selvfølgelig at plage om at få dyr, og så kom min lyst jo også snigende igen…
Vi prøvede lidt med fisk igen, men børn er jo børn, og de vil have noget man kan pille ved, så det var ikke en stor succes.
Så da Sandra fyldte 8 år, købte jeg et lille sibirisk dværg hamster til hende. Jeg havde hørt, at de ikke lever så længe og tænkte, at det måtte gå, som det går.
Til min store overraskelse gik det rigtig godt, det eneste, jeg ikke lige skulle rode med, var høet i burdet. Tviggy, som han hed, blev aflivet da han var 13 måneder gammel, da han fik dobbeltsidig lungebetændelse.
Men det havde givet lidt blod på tanden, så det næste der kom i hus, var 2 marsvin, et til hver af tøserne. Det gik også fint mht. min allergi og astma.
Men desværre dalede interessen for dem hurtigt, så de endte hos en anden familie, og jeg sagde slut med bur dyr.
Men der blev jo alligevel lidt tomt i huset uden dyr, og jeg var nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg nok kedede mig lidt og havde brug for at finde noget at gå op i.
Så begyndte jeg at tænke. Hvorfor kunne jeg tåle den sibiriske dværghamster, marsvinene og nogen venners Maltesere.
Og jeg fandt frem til, at det alle var dyr, der ikke har nogen underuld. Der blev brugt rigtig mange timer på internettet, med at kikke på hunderacer, og jeg fandt frem til at racen Coton de tuléar også kaldet bomuldshunden, var værd at kikke nærmere på.
Jeg snakkede med min mor, om hvis nu jeg fik en hund og ikke kunne tåle den, om den så måtte bo hos dem.
Da jeg fik et ja, besluttede jeg mig for at prøve det. Desværre var det ikke så ligetil. For det første var de ret dyre, og for det andet var der på det tidspunkt lang ventetid, og nu kunne det jo ikke gå hurtigt nok.
Derfor begyndte jeg at kikke efter andre racer uden underuld, og efter mange timer på nettet, havde jeg fundet flere steder, hvor der var papillon hvalpe til salg. Jeg tog rundt til flere steder og stak næsen helt ned i hundene. Da der ikke var nogen allergisk reaktion reaktion, besluttede jeg mig for en papillon hvalp. Det resulterede i en tur til Nordborg, hvor jeg hentede Cindy. En dejlig lille 900 grams hårbold. Tøserne var helt vilde.
Jeg startede til hvalpetræning og kunne næsten ikke vente, til hun var stor nok til at løbe agility.
Men jeg fik hurtigt kamp til stregen, for Sandra blev også meget interesseret i det der med agility…
Jeg ville meget gerne give hende muligheden for at løbe agility, men var jo ikke meget for at give min hund fra mig, så da Cindy var 7 måneder gammel, gik turen til Ølstykke, hvor vi så hentede Spotty.
Det har jeg virkelig aldrig fortrudt…
De to hunde har så meget glæde af hinanden, og det samme har min datter og jeg!!
Eneste ”problem” jeg har nu, er at min yngste datter også er begyndt at ”røre på sig” og vil have sin egen hund.
Stafetten giver jeg videre til Malene Andersen med Heisa
22.06.2008