Ruth Chor

Af: Ruth Chor

Jeg siger tak til Trine for stafetten.

Jeg hedder Ruth, er 49 år og arbejder til daglig som Finanskonsulent, hvilket betyder jeg sidder og leaser biler til virksomheder. Jeg er gift med Torben som er kok Vi bor i Smørum. Vores datter Maria er flyttet hjemmefra. Vi har derfor købt et rækkehus i Jyllinge, som vi flytter til, når huset i Smørum er solgt.

Vi er de lykkelige ejere af 2 Cairn-Terrier, Nala på 7 år og Pippi på næsten 4 år. Begge to rødhårede ”apparater” med en mening om alting. Overforkælede er de også, da Torben er af den opfattelse, at alt hvad der hedder hundeopdragelse og hundetræning må høre under dyremishandling.

Jeg er vokset op i Smørum. Min far var jæger, så vi havde 2 korthårede hønsehunde, som jo var med på jagt og derfor var trænet til det yderste. Da min far fik 2 døtre og ingen søn, blev vi  ”slæbt med” til hundetræning, markprøver og mindre jagter, hvilket jo betød et liv i det fri med en hund ved siden. Udover de to jagthunde havde vi også en puddelhund til hyggen.

Da jeg selv skulle have hund som voksen, læste jeg mange bøger om racer og faldt for beskrivelsen af Cairn-Terrieren, en rigtig familiehund, selvstændig, klog og charmerende. Dette er til fulde blevet indfriet.

I dag kunne jeg ikke forstille mig en anden hund med alle de udfordringer, der følger med, og som gør tilværelsen meget sjovere, hvis man er lidt humoristisk indstillet.  Jeg er sikker på, at i fremtiden vil jeg kunne ses med en Cairn-Terrier ved siden, når mine 2 tøser ikke kan mere.

Jeg startede i LSH i 2001, da Nala var 1 år gammel, ikke fordi, hun ikke var trænet før dette, blot fordi, jeg ikke vidste klubben eksisterede.Vi startede med hvalpemotivation i Ballerup Jagtforening, men syntes ikke vi ville fortsætte, da jeg jo ikke skulle bruge Nala til at apportere dyr o.s.v. med.

Vi fortsatte så vores træning et andet sted, men var ikke helt på bølgelængde med linien der. Faktisk nåede Nala at blive så skrup-umulig, at vi stoppede. Vi skulle så ud og finde en ny klub, og det blev jo så LSH. Jeg var meget bekymret p.g.a Nalas aggressivitet overfor andre hunde, men Frede fik hurtigt sat hende på plads, og jeg fik en masse tips.

Nala faldt hurtigt til i klubben, og vi nød begge to, når vi skulle af sted. Her var klubben som stod for både hygge, det sociale og lærdommen. Der kom ro på Nala, og snart var hun den hund, jeg kendte igen. Det var en fornøjelse

Vi blev bekendt med agility i klubben, og jeg var nok den der syntes, det var sjovest, Nala syntes ikke at agility behøvede at være hurtigt. Man kunne da nok gå stille og roligt igennem sådan en bane og få alle oplevelserne med som kunne findes i græsset. Det blev til meget morskab for alle de andre.

Jeg var ”bidt” af det agility, men havde en hund, der havde andre planer med livet, så hvad gør man så?

Vi købte en hund mere, også en Cairn-Terrier, hende kaldte vi så Pippi. Alle i klubben mente jo, at jeg skulle have en labrador, hvis jeg skulle løbe agility, men her er det jo nok, at Terrieren kommer op i mig. Jeg skulle nok vise, at man kunne få sådan en Terrier til at løbe.

Pippi viste sig at være en stor succes på agilitybanen og alt så meget lovende ud. Hun var rimelig hurtig og for det meste fejlfri. Dette resulterede i, at vi tog rundt i landet og løb agility. Vi fik flere medaljer og pokaler, både guld, sølv og 3. pladser, men pludselig blev Pippi langsommere. Dette, mente jeg, var nok lidt min fejl, da jeg jo ville være sikker på Pippi løb fejlfrit.

Sidste sommer blev vi så udvist fra banen i et løb, da dommeren mente at Pippi var halt. Så slemt var det gudskelov ikke, men vi fik konstateret en lidt løs hofte i den ene side, så nu løber vi kun lidt for sjov, men sjovt var det, når vi tog fusen på folk. For at løbe agility med en Cairn-Terrier er i andres øjne, hul i hovedet.

Nu går tiden i klubben mest med lydighed og hygge, men det ser vi også frem til om lørdagen og tager gerne mandag aften med om sommeren.

Vi vil til slut gerne takke klubben, for alle de gode ture vi har været på, og alle de gode timer igennem årene, vi er kommet i klubben. I kommer til at hænge på os tre skrappe tøser i mange år endnu.

Stafetten giver vi videre til Finn og frk. Ib, som vi har mange sjove oplevelser med. Frk. Ib er også en skrap ”tante”, så vi glæder os til at høre fra jer.

Mange hilsner og bjæf fra

Ruth, Nala og Pippi

17.04.2007