Trine Sørensen

Af: Trine Sørensen

Tak til Ole for stafetten.

Jeg hedder Trine og har været medlem af LSH i 4 år. Jeg ejer og træner skiftevis med Freja og Kiivah.

Jeg anskaffede mig min første hund for 17 år siden, det var en doberman tæve, som jeg gik til lydighedstræning med i Herlev, hvor jeg boede. Desværre fik hun kræft i maven og måtte aflives, lige inden hun blev 2 år.

I næsten 10 år havde jeg ikke tid til at have hund på grund af arbejde og byture, men for snart 6 år siden syntes jeg, at der var overskud til at holde hund igen.

Efter at have kigget i Den Blå Avis så jeg tilfældigt at nogen havde en labrador blandings hvalp til salg. Vi (min mand og jeg) tog ned for at kigge på den og faldt pladask for den lille tykke rolige hvalp. Det der med at være rolig er siden hen forduftet fuldstændigt fra hendes opførsel. Freja er den sorte labrador, der ofte er blevet set springende i søen på den gamle trænings bane og over hegnet ud til markerne på den nye træningsbane.

Grunden til at vi valgte at træne i LSH var, at jeg hørte fra min mors hunds kuldsøsters ejer, at LSH var et godt sted med mange hyggelige sociale aktiviteter, og jeg må sige, at jeg er bestemt ikke blevet skuffet. Vi har trænet lydighed i 3½ år i LSH og har hygget os på natture og diverse skovture. Vi har også trænet agility i et par år, og i sidste sæson har vi trænet på konkurrence holdet.

Da Freja nærmede sig 3 år, syntes jeg, at det kunne være sjovt for både os og hende at få en hund mere. Mange hjemmesider blev gennemgået, for at finde en hund der var rolig, arbejdsvillig og sjov. Valget faldt til sidst på en Finsk Hyrdehund (Lapsk Vallhund). Nu begyndte udfordringen med at finde en opdrætter af racen. Efter lidt detektivarbejde fandt vi en opdrætter i Jylland og kontaktede dem. De havde desværre en del på venteliste, til det kuld de ventede, så det så ud til at det kunne trække ud med at få hund nr. 2.

Igen blev det Den Blå Avis, der reddede dagen. Helt tilfældigt så jeg en Finsk Hyrdehunde hvalp på 4 mdr. Efter at have undersøgt sagen nærmere, med stor hjælp fra racerepræsentanten, hentede vi Kiivah i Jylland og kom hjem med guldklumpen. Til at begynde med var hun meget sky og nervøs. Hun knurrede, når vi rørte ved hendes øjne, ører og mund. Vi har senere fundet ud af, at hun var blevet slået i sit forrige hjem.

Efter at have trænet i et par år er hun nu ligeså fræk, kærlig og tillidsfuld, som om hun altid har boet hos os. Til dem, der ikke ved hvem Kiivah er, så er det hende, der kan gø så højt, længe og gennemtrængende, at det gør ondt i ørerne.

Vi har trænet lydighed i 2 år og agility i 1½ år.

Lige nu går vi på Lis opvisningshold, og det synes både jeg og Kiivah er rigtig sjovt, da vi laver en masse forskellige øvelser og tricks. Dette er især godt, da Kiivah er en spidshund (en typisk en af slagsen), og hun gider ikke terpe øvelser, men vil hellere have stor variation,ellers keder hun sig og strejker simpelthen.

Vi har, inden for de sidste måneder, tænkt på at pensionere Freja, da hun har lidt problemer med sine bagben eller hofter. Vi skal til dyrlægen og have hende undersøgt nærmere, inden vi endelig pensionerer hende.

Selv om Freja bliver pensioneret, betyder det ikke, at hun kommer til at kede sig. Vi har nemlig for ca. 1 år siden købt en svensk ødegård, og der er vi oppe ca. hver anden weekend og i alle vores ferier. Både Freja og Kiivah nyder at løbe rundt på vores 6.000 m2 grund og de tilstødende skove. Her er mange spændende snus og rig mulighed for at lægge spor ud til begge hundene.

Jeg vil gerne give stafetten videre til Ruth med Pippi og Nala, som jeg har gået på hold med i nogle år.

Mange hilsener Trine Sørensen.

20.03.2007